FilmklichéerMay 23
Jeg så omtalen for en film i tv her den anden dag. Den hed The Core og handlede om nogle forskere, som havde opdaget, at Jordens kerne var holdt op med at dreje rundt, hvilket ville få fatale følger for livet på Jorden. Naturkatastrofer og jeg skal gi’ dig ska’ jeg. Filmen går så ud på, at disse forskere skal prøve at forhindre katastrofen ved at sende en bombe ind i Jordens centrum. Lidt wannabe Armageddon, ik? Hvorfor er det, at netop det emne tit er plottet i sådan nogle action/thriller/adventure/drama-film? Der er sket et eller andet fatalt med en komet, en asteroide, Jorden, solen eller whatever, og Jordens undergang skal så forhindres af en gruppe fagfolk. Efterhånden en ret stor kliché. Jeg synes i hvert fald ikke, at det bliver ved med at være lige spændende at kigge på.
En anden filmkliché er når to mennesker snakker om et eller andet, men ikke ved at de ikke snakker om det samme. Her kommer det “sjove” så ind, fordi der på dette grundlag skabes mange misforståelser og undren fra begge sider. Der sker dog aldrig det, at den ene nævner hvad han/hun egentlig snakker om, så misforståelsen bliver opklaret. Nej, og selvfølgelig falder det heller ikke nogen af dem ind, at den anden muligvis kan snakke om noget andet, end vedkommende selv. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor det her stadig bruges i film?! Det var sjovt da man var barn, og er derfor også ok, stadig at bruge i børnefilm. Men det jeg snakker om her er altså såkaldte voksenfilm.
Well.. begge klichéer er jeg altså ved at blive godt og grundigt træt af. Hvad med dig? Og er du stødt på andre klichéer end disse to?
Morten Fangel skrev:
23/05-2006 - 15:18
For at få lidt fornyelse i dommedags-plots, så tjek kommentarene til denne blog-post:
http://www.schneier.com/blog/archives/2006/04/announcing_movi.html#comments
Ganske interesant - og, ehh, foruroligende - læsning… ;)
Og et gennemgående tema i film er jo at “good guys don’t die”… Man kan trygt se “24 timer” fordi man ved jo at Jack Bauer ikke vil dø, da der er planlagt 3 sæsoner til…
Her skal der dog lidt plus-point til Joss Whedon da han har for vane at dræbe et par eller to af personerne i hans film - altså af de personer man kan lide - for at fastholde publikum…
-fangel
Boris Planteskaeg skrev:
24/05-2006 - 17:03
En dialog er i realiteten 2 monologer der krydser hinanden. Alle karakterer har deres helt egen agenda og taler derfor aldrig om det samme. Når de gør det, som de f.eks. har det med at gøre i visse danske film, ryger den dramatiske dynamik på gulvet. Hvis folk sir hvad de egentlig mener, så ryger den dramatiske dynamik på gulvet. Karakterer må helst ikke reelt tale sammen - de skal tale til hinanden, men ikke sammen. Dét er god dialog. Men den bedste dialog er noget helt andet, det er den tavse. Den der foregår ved hjælp af kropssprog og blikretninger. Tavshed. Pauser.
Louise skrev:
26/05-2006 - 15:32
fangel> sjov debat på bloggen, du linkede til. Orkede dog ikke at læse dem alle ;)
Og jeg er helt enig i det med Joss Whedon. Det er klart fedest når det er så uforudsigeligt som muligt.
boris planteskaeg> Du har ret i det du skriver, og jeg er på sin vis enig. Dog vil jeg mene, at der er forskel på det du omtaler og det mit indlæg omhandler. Det jeg fokuserer på er ikke hvordan man frembringer en dramatisk dynamik, men rettere at den dramatiske dynamik netop i kliché-tilfældene desværre er død. Pointen er jo at omtalte fænomen, som du skriver, er tænkt til at skulle skabe denne dynamik. Og hvis dette ikke skete så tit, som det gør i diverse film - og især i komedieserier - så ville det helt korrekt være den effekt det havde. Men da antallet af disse tilfælde er blevet så stort, er fænomenet blevet til en kliché. Og når noget er blevet en kliché skaber det netop ikke dynamik længere, selvom det fra starten var, det der var tanken.