Glædelig jul!December 22
Ja, i år skal Thomas og jeg så hjem til mine forældre at fejre jul. Sidste år var vi hos hans forældre. Det er altid lidt specielt når man ikke holder jul derhjemme, men selvfølgelig ikke nødvendigvis på en negativ måde, bare anderledes end man er vant til. Så sidste år så jeg hvordan Thomas’ familie er vant til at fejre jul, og i år skal Thomas se hvordan vi fejrer jul. Det glæder jeg mig til at vise ham.
Den største forskel på min og Thomas’ familier er nok antallet af mennesker. Thomas har en bror, mens jeg har tre søskende, som vel at mærke alle er gift, og de to af dem har børn. Så jeg er vant til at være rigtig mange juleaften, mens de er vant til at være fhv. få.
Jeg tror generelt, det er sådan, at man bare synes det rigtigste måde at holde jul på, er som man selv har været vant til mens man voksede op. Det er jo ikke fordi der er kæmpe forskel, det er trods alt Danmark (se en modsætning i f.eks. den ungarske jul her). Jeg synes da bestemt, det er hyggeligt at fejre jul hos Thomas’ forældre, og dejligt også at blive inviet i hvordan de plejer at gøre.
Men der kommer måske også engang hvor man tager lidt fra hver familie og begynder at holde sin egen jul. Men der går nok lige lidt tid endnu..
Hvordan er din oplevelse af at holde jul et andet sted end hos sin egen familie, hvis altså du har prøvet det?
En rigtig glædelig jul og et velsignet nytår til alle :D