ValgmenighedenMarch 23

I søndags tog Thomas og jeg til gudstjeneste i valgmenigheden for første gang. Det er egentlig lidt underligt vi ikke har været der før, eftersom mange af vores venner ofte kommer der. Men nu skulle det altså afprøves. Der var rigtig mange mennesker, og også en del (be)kendte ansigter, synes jeg.

Gudstjenesten startede kl. 16 og tog ca. 2 timer, og vi tog vist derfra med delte meninger. Thomas var i hvert fald mere hooked end jeg. Der var meget tid til lovsang, hvilket i sig selv var fedt, bl.a. også fordi det er nogle ret erfarne musikere der spiller til. Dog kendte jeg ikke en eneste af sangene, og de flød ligesom sammen for mig, som om der ikke var særlig meget forskel på melodierne. Det synes jeg var lidt træls, for jeg elsker at synge, og så er det træls ikke rigtigt at kunne være med til det. Men det ville jo komme med tiden, hvis man kom flere gange dernede selvfølgelig. Dog vil jeg komme til at savne de “normale” lovsange, dvs. dem som man synger i KFS- og IMU-sammenhænge.

En anden ting jeg ikke brød mig så meget om, var at man ikke knæler når man er til nadver. Det tror jeg, jeg ville have svært ved at leve med i længden. Derudover kan jeg også godt mangle en reel kirkebygning lidt. Altså med tårn, våbenhus, højt til loftet, et “rigtigt” alter osv. Begge dele synes jeg er noget af det som er med til at gøre gudstjenesten højtidelig, og gøre mig lille og Gud stor. Men på den anden side er det også fedt, at man kan holde gudstjeneste hvor som helst. Det er i det hele taget bare meget anderledes end folkekirken, også med opbygningen af hele gudstjenesten. Ikke dermed sagt, at det er dårligere, men jeg skal godt nok lige vænne mig til det. Også bare det at der ikke bliver prædiket over søndagens tekst, men at man i stedet har et tema hver gang.

Nu ved vi jo heller ikke om vi kommer til at komme fast dernede, men på en måde kunne det være fint, for det er altså bare svært at tage sig sammen til at komme af sted til kl. 10.30 om søndagen. Der er jo så rytmisk gudstjeneste i Christianskirken første søndag i hver måned (og vist nok 3. søndag i hver måned i Skt. Pauls, men der plejer vi ikke at komme), men det er bare lidt for sjældent at tage i kirke. Så det kunne egentlig være fint, hvis jeg kan lære at vænne mig til det. Specielt også fordi Thomas virkelig følte sig godt tilpas der. Men jeg vil ikke kunne skifte helt til valgmenigheden, som jeg har det med det nu i hvert fald.

Har du nogle erfaringer med diverse forskellige former for gudstjenester og kirker?

1 kommentar

  1. Altså, jeg er jo vant til apostolsk kirke.. Og den lyder umiddelbart til at minde lidt om den kirke i var i idag, men jeg ved ikke.. I min verden er folkekirken “lidt kedelig”, undskyld hvis jeg støder nogen for det er ikke meningen.
    Jeg har det fint med at min kirke ikke er stor og højtidelig, men at den er sted hvor jeg kan føle mig hjemme og et sted som jeg synes er hyggeligt at komme.
    Vi har også meget lovsang (når ikke vores lovsangsleder er udenbys) og jeg ved ikke om det er sange du kender, men jeg kan li dem.

    God Bless
    Mia

  2.  

Skriv en kommentar