DublinFebruary 21

Så er jeg og manden vel hjemme fra Dublin. Vi tog af sted i mandags og kom hjem i dag. Det har været lækkert at være på ferie, selvom det selvfølgelig ikke lige var strandferie med 30 grader. Men bare det at komme lidt væk hjemmefra kan være rigtig rart, også selvom det var fhv. kort tid. Og selvom det som sagt ikke var 30 grader, så synes jeg nu alligevel at vejret var med os. Der var da for det meste dejligt solskinsvejr :)

Det var for både mit og mandens vedkommende første flyvetur ever, så det var jo lidt spændende. Men det gik nu meget fint, rart at have kyndige venner/familie med som havde styr på det hele. Man skal jo lige vænne sig til hvordan det føles at flyve og lydene der nu engang er i sådan et fly, men så snart man har gjort det, er det nu en fin transportform. Vi snakkede om at det jo faktisk kun tog samme tid som det tager at komme til Herning med tog, og at det faktisk endda også er en smule billigere (ja, vi var med Ryan Air). Lidt sjovt at tænke på.

Vi havde et par rigtig gode dage derovre. Vi boede på Best Western Hotel som lå ret centralt, og det var da også et rigtig fint hotel, synes vi. Fine værelser, friske blomster over det hele, fin morgenmadsbuffet, og så en lidt slidt elevator, men det tog vi med. Min oplevelse var, at folk generelt er meget servicemindede i Dublin. Både på hotellet selvfølgelig, men også i butikker osv. Det er lige før det er for meget, men det kan man vist ikke brokke sig over ;)

Vi fik set “The Book of Kells”, som er en gammel bog der skal ses når man er i Dublin, hvis man bare går en smule op i typografi – og det kender jeg vist en der gør. Men faktisk var det ret interessant, selvom jeg ikke er så meget inde i det. Vi fik også set Dublin Castle, og endda mens solen gjorde området helt sommeragtigt. Det var meget gamle bygninger, som så helt ridder-agtige ud, rigtig flotte og lige til at tage nogle gode billeder, hvis man går op i den slags – det kender jeg vist en der gør. Derudover fik vi selvfølgelig prøvet nogle få spisesteder af og shoppet – det er klart. Dog var det kun babyen vi fik købt noget til :P Ellers fik vi jo set og mærket stemningen i de gamle fine gader, med alle de pub’s der nu engang hører til i Dublin.

Bybilledet var i det hele taget fint. De gjorde da i hvert fald en indsats, for at der skulle se pænt ud, for på gaden lå der hver dag skrald i poser samlet i dynger rundt omkring i byen. Det blev så samlet ind om aftenen, så byen var ret ren faktisk. Det så lidt mærkeligt ud med dyngerne, men det var jo begrænset hvor længe de lå der. Der var heller ingen tyggegummi på fortorvet eller noget, så synes de gør det ret godt med at holde det pænt derovre.

Det der overraskede os mest i Dublin må nok være trafikken. Det var helt utroligt så aggressivt de kørte, og så endda i den forkerte side jo, hvilket bare gør det hele endnu vildere for sådan nogle simple danskere som os. Når man stod ved en fodgængerovergang var det som om at det nærmest var ligegyldigt om der var grønt eller rødt, for folk gik bare over når de sådan lige synes. I hvert fald turde vi kun gå over når der var grønt, for bilerne var tydeligvis ligeglade med at køre folk ned. Men det kan jo være reglerne er anderledes i Dublin, så de farvede mænd kun er vejledende, who knows. Deres forgængerovergange var faktisk lidt sjove, for det sagde “piiiown” når der blev grønt. Bilisterne kørte som brækkede arme, ud og ind i mellem hinanden, tæt på hinanden, pressede sig ind hvor der ikke var plads osv osv. Og selv lastbilerne og dobbeltdækkerbusserne fulgte bare efter i samme stil. Det krævede godt nok nerver at køre med bussen fra lufthavnen til hotellet og tilbage igen senere. Ambulancer var der mange af, men de kunne ikke rigtigt komme forbi alle steder, men det var jo bare ærgeligt for dem så. Jeg er glad for vi ikke skulle leje en bil derovre og køre rundt i. Jeg ville i hvert fald frabede mig at være chauffør.

Ja, det var vist i store træk vores tur. En dejlig tur, dog tror jeg ikke det er en by jeg ville kunne bruge en hel uge i, men hvis man er til pub’s er det bestemt en oplevelse værd, vil jeg mene. Jeg gætter på man snart kan se billeder på flickr fra vores tur – og det kan man her.

Tilbage igen..February 13

Ja, jeg har været en smule(!) fraværende på det sidste. Det er egentlig også for dårligt, specielt nu da jeg har fået en ny medspiller – spændende læsning!
Mit fravær har skyldtes en del ting. Bl.a. har jeg generelt bare haft meget om ørerne, det har været jul, jeg er startet i vuggestuen igen, og så […]