FødselsdagApril 20
Jeg havde fødselsdag i torsdags. Hele 22 år blev jeg. Så er man ved at være oppe i årene. Det var en rigtig dejlig dag med masser af opmærksomhed og ikke mindst omsorg og betænksomhed fra min skønne mand. Jeg var på arbejde, og midt i det hele kom en mand fra interflora med den største buket mørkerøde roser ever. Virkelig stor! Og den var til mig! Hvor var de flotte, og hvor var det sødt af Thomas.
Da jeg så kom hjem fra arbejde slappede jeg lidt af indtil Thomas kom hjem. Han trådte ind af døren med mad udefra, lækker mad faktisk (ikke fastfood), hvilket jeg selvfølgelig var totalt uvidende om. Så det var rigtig dejligt, det var nemlig lidt begrænset hvor god tid vi havde til at stå og kokkerere.
Mens vi sad og spiste hev Thomas lige en gave frem. Det var et gavekort til en times graviditetsmassage. Åh, hvor jeg bare glæder mig til at bruge det. Det bliver simpelthen så lækkert! Virkelig en gave, som er ren forkælelse.
Om aftenen kom mine forældre på besøg med varme hveder, for det hører sig jo til dagen før Store Bededag. Det var rigtig hyggeligt at være sammen med dem, og de havde da også en gave med fra dem selv og hele min søskendeflok med påhæng. Det var den lækreste morgenkåbe! Ja, faktisk har jeg den også på nu, og hvis jeg kunne, tror jeg aldrig jeg ville have andet på, for den er virkelig skøn. Så lækkert blød og stor og dejlig.
Så det var en rigtig dejlig fødselsdag, den bedste i mange år tror jeg faktisk.
20/04-2008 - 22:01 | Privat | 6 kommentarer